OM DIF
Sådan brugte vi pengene i 2020
Resultatet af driften - før de ekstraordinære bidrag til Sport Event Denmark på 5,0 millioner kroner, DM-ugen på 0,6 millioner kroner og understøttelse af ’Bevæg dig for livet’ på 1,5 mio. kr. - udgør et underskud på 1,1 millioner kroner mod et budgetteret overskud på 0,7 millioner kroner.
Den primære årsag til underskuddet på 1,1 millioner kroner er færre indtægter fra Sport One Danmark, fordi OL blev udskudt til 2021. Omvendt medførte coronasituationen, at mange aktiviteter blev aflyst eller udskudt, og det var med til at begrænse underskuddet.
Indtægter
DIF opnåede i 2020 indtægter fra Danske Lotterispil og Klasselotteriet samt fra Sport One Danmark på 307,5 millioner kroner. 79,1 procent (2019: 78,5 procent) af indtægterne gik enten direkte eller indirekte til DIF’s specialforbund samt Team Danmark.
Udgifter
De direkte tilskud udgjorde 75,5 procent (2019: 74,9 procent) og omfattede økonomisk støttestruktur, særligt tilskud til TankeSport, revisionstilskud, Bevæg dig for livet, Foreningsfitness, Idrættens Kompetence Center, nye medlemsformer, strategisk udviklingspulje, tilskud til internationalt samarbejde samt de lovbestemte tilskud til Team Danmark og DBU.
De indirekte tilskud udgjorde 3,5 procent (2019: 3,6 procent) og omfattede de kollektive forsikringer, Sport Event Denmark, Diversitet og CFR (Centralt Forenings Register).
Af de samlede midler gik 1,4 procent (2019: 1,3 procent) til eliteaktiviteter, mens breddeidrætsaktiviteterne udgjorde 4,1 procent (2019: 4,7 procent). Omkring 6,2 procent (2019: 6,3 procent) af de samlede midler blev anvendt til DIF’s servicevirksomhed som fx public affairs, analyse og kommunikation.
Rundt om DIF-fundamentet Administration og fællesudgifter anvendte 4,6 procent (2019: 3,8 procent) af de samlede midler. Udgifter til bestyrelse, repræsentantskab, national- og international mødevirksomhed samt udvalg udgjorde 1,6 procent (2019: 1,9 procent) af de samlede midler.
Kontorudlejning og hotelfaciliteter anvendte 0,5 procent (2019: 0,3 procent), mens der blev anvendt 2,6 procent (2019: 3,2 procent) til prioritetsrenter og afskrivninger på bygninger.